Stress - folkesygdom og symptom
Med korte mellemrum hører vi om stress som en samfundsudfordring og selvfølgelig som et personligt problem, der forekommer i alle samfundslag. Der er konstant tusindvis af sygemeldte med belastningssymptomer som søvnproblemer, hukommelsessvigt og andre kognitive udfordringer.
Stress kan udvikle sig til en sygdom så alvorlig, at den enkelte ikke genvinder sit tidligere funktionsniveau. Mange - børn, unge og voksne - er under pres. Alting går (for) hurtigt, der er (for) massivt fokus på krav og præstationer, på at være god nok.
Vi ved meget om stress, og forskere arbejder til stadighed på yderligere at afdække, hvorfor vi får stress og hvad der sker i kroppen. Man taler om "robusthed" som en faktor i forståelsen af udviklingen af belastningsreaktioner. Et bedre, engelsk, begreb resilience, betyder at kunne genvinde sin tidligere "form" efter et udsving, et pres - som en elastik. Et "resilient" eller "modstandsdygtigt" menneske kan blive presset ud over grænserne for sine umiddelbare ressourcer uden at få de symptomer, som en anden mindre resilient person vil opleve. Hvorfor ved vi ikke endnu.